Ugen der gik, med mere

Lidt mere om Scoraig inkl. billeder

 Det var vemodigt at forlade Scoraig. Jeg forlod halvøen med stor taknemmelighed. Det var en særlig og stærk oplevelse at bo og arbejde der!

Chris er her, foran sin hoveddør.

Lidt om Aviemore og Stirling

Jeg endte i Aviemore efter Scoraig. Fik et lift med en fyr der havde været på Scoraig og arbejde en måned på et hus for en kammerat. Han skulle hele vejen til Syd England. 

Aviemore er en skisport by og ligger midt i bjergene. Jeg havde planer om at vandre rundt i bjergene den dag jeg var her, men det blæste så heftigt at jeg hurtigt gav op. Desuden stod bjergene ikke op den dag, de lå under en dyne af skyer. Jeg endte i stedet i Glenmore skoven.

En lille smule kulturel var jeg også, da jeg tog til Stirling og besøgte William Wallace monumentet. Ret flot og jo en vild og markaber historie. De vil stadig gerne være selvstændige skotterne, hvert fald dem jeg snakker med, men englænderne holder fast, dog trods alt ikke ved at slå skotterne ihjel såvidt jeg ved.

Det var derude slaget stod i sin tid

Om togstationer og busture

Togstationerne eller skal jeg kalde dem tog labyrinterne her i Skotland gør, at jeg virkelig sætter pris på de danske togstationers indretning. Der er ligesom en lang “indgang” til de forskellige perroner, det er logisk med tal der er stigende eller faldende alt efter hvilken side af stationen man ankommer på. Her, især på de større stationer, er det essentielt at følge vejvisningen til den perron man skal hen til og lade være med at tænke over at det ikke giver mening. I Edinburgh kræver det ofte at man både skal op og ned af trapper. Det er vigtigt at have god tid til at finde sin perron!

Noget jeg har lagt mærke til, som er utroligt dejligt, er at skotterne når de går ud af bussen altid takker chaufføren. Dét er noget, det må jeg sige! Tænk sig at være buschauffør her og dagen lang blive takket for sit arbejde, det må give noget arbejdsglæde skulle man tro.

Om at dette er mit sidste blogindlæg -eller er det?

Jeg har været særlig taknemmelig for min krop i disse dage, i særdeleshed mine fødder, de bærer ligesom hele vægten og de har værket denne uge, jeg har gået meget og også gået meget med tung bagage. Kroppen er ret utrolig!

Nu spørger I måske jer selv, hvor er hun nu? Skal hun bare daller rundt frem til hun skal tilbage til Danmark. Tja, de mere eventyrlystne havde nok gjort sådan og ja jeg mangler at se utroligt meget af Skotland, hvad med øerne, hvad med Ben Nevis, hvad med Loch Ness?…Ja, men jeg er taget tilbage, tilbage til Helen og Paul. Jeg lover jer, det var det bedste at lande her igen og blive budt velkommen. Jeg slutter hvor jeg startede og dét er der også noget over. 

Nu har jeg vidst sendt så rigeligt med “postkort” fra min tur. Jeg ankommer til Danmark den 30.oktober og vi ses i virkeligheden derefter. Tiden vil vise om jeg er klar til at komme hjem igen😊 

Tak fordi du læste med, så kan jeg jo bare tilføje til historierne, når jeg kommer tilbage. Det viser sig jo at jeg ikke er helt færdig med at skrive….