På orlov med Anne Sue -nu i Skotland

I dag var min sidste dag i Scotland. En eftermiddag på toget har bragt mig til London (baby) hvor jeg nu sidder på sengen på et lidt lurvet hotel tæt på togstationen efter en lækker indisk bid mad på restauranten Dishoom som Helen anbefalede. Autentisk Bombay streetfood.  Det summer af liv og indtryk her i London (baby) jeg føler mig lidt provinsagtig i storbyen.  En tre døgns hjemtur, ved ikke lige hvad jeg tænkte på, eller jo det ved jeg jo godt, men tænkte det ikke helt igennem.  De sidste 10 dage har været en lang varm omfavnelse i hjertet af the Borders, et trygt og velkendt sted, hos Helen og Paul. Jeg føler mig så heldig at jeg kunne komme der og afrunde min Skotlandstur hos dem. Kender du det med at møde mennesker du bare gerne vil være sammen med og gerne så meget som muligt? Det er lidt som at være forelsket. Sådan har jeg det med dem, Helen og Paul.  Jeg har været ude i deres have hver dag, plukket æbler, pakket æbler, ryddet bede, luget bede, lagt kompost...

Lidt mere om Scoraig inkl. billeder   Det var vemodigt at forlade Scoraig. Jeg forlod halvøen med stor taknemmelighed. Det var en særlig og stærk oplevelse at bo og arbejde der! Chris er her, foran sin hoveddør. Lidt om Aviemore og Stirling Jeg endte i Aviemore efter Scoraig. Fik et lift med en fyr der havde været på Scoraig og arbejde en måned på et hus for en kammerat. Han skulle hele vejen til Syd England.  Aviemore er en skisport by og ligger midt i bjergene. Jeg havde planer om at vandre rundt i bjergene den dag jeg var her, men det blæste så heftigt at jeg hurtigt gav op. Desuden stod bjergene ikke op den dag, de lå under en dyne af skyer. Jeg endte i stedet i Glenmore skoven. En lille smule kulturel var jeg også, da jeg tog til Stirling og besøgte William Wallace monumentet. Ret flot og jo en vild og markaber historie. De vil stadig gerne være selvstændige skotterne, hvert fald dem jeg snakker med, men englænderne holder fast, dog trods alt ikke ved at slå skotterne ihj...

Kære dig som læser med, Her går det godt! Jeg er kommet ind i en god rytme og elsker (!!!) at være her på Scoraig. Desværre skal jeg videre på mandag. Der har jeg fået et lift af en der skal syd på. Vi mødes ved færgelejet og han tager mig med til Inverness, måske længere syd på alt efter hvor han skal hen. Jeg ved ikke hvad jeg skal endnu, så det får vi se. Jeg er bevæget og forelsket i stilheden og skønheden her på Scoraig.  Jeg sender derfor bare billeder denne gang, billeder som jo på ingen måde indfanger alt det smukke som opleves lige når jeg står i det.  The bothy på forskellige dage fra forskellige vinkler med forskelligt vejr. Den hedder Tom´s bothy. Chris og hans ven Tom byggede den sammen for mange år siden. Chris og hans partner Anna lejede den ud, dengang Anna levede:  https://toms-bothy.co.uk/   Udsigten lige udenfor min dør Min arbejdsplads fredag, hvor jeg samlede tang, som Chris bruger primært til at gøde hans kartoffelbede. En langsommelig proces, d...

De af jer som har tænkt, ja hun har ret, de er noget skrivetunge de indlæg hun lægger op….you ain´t seen nothing yet. Jeg skriver til jer fra verdens ende, som supprise har virkelig godt 4G net og jeg har haft oceaner af tid….også til at skrive. Første del af mit skriv er vel nærmest en lille stil eller essay over min første dag på Scoraig. Find en kop te eller kaffe og sæt dig godt til rette.  30.september, jeg har ikke rigtig sovet i nat, har været spændt. Der går kun den ene bus til Badcaul herfra og jeg skal nå den. Jeg har sat to vækkeure, helt unødvendig, jeg er vågen. 20 min før busafgang står jeg ved stoppestedet, lige på den anden side af vejen fra hotellet. Der er helt dødt og øde, en enkelt bil kommer forbi i ny og næ. Jeg spekulerer på hvem man ringer til, hvis bussen ikke kommer. Der er ingen elektronisk rejseplan, jeg har tidspunktet fra en 2 år gammel busplan. Jeg ser bussen snog sig langs vandet på vej op mod mig, pyha. En time senere bliver jeg sat af, midt ude i i...