Om det der føles som verdens ende

De af jer som har tænkt, ja hun har ret, de er noget skrivetunge de indlæg hun lægger op….you ain´t seen nothing yet. Jeg skriver til jer fra verdens ende, som supprise har virkelig godt 4G net og jeg har haft oceaner af tid….også til at skrive. Første del af mit skriv er vel nærmest en lille stil eller essay over min første dag på Scoraig. Find en kop te eller kaffe og sæt dig godt til rette.

30.september, jeg har ikke rigtig sovet i nat, har været spændt. Der går kun den ene bus til Badcaul herfra og jeg skal nå den. Jeg har sat to vækkeure, helt unødvendig, jeg er vågen. 20 min før busafgang står jeg ved stoppestedet, lige på den anden side af vejen fra hotellet. Der er helt dødt og øde, en enkelt bil kommer forbi i ny og næ. Jeg spekulerer på hvem man ringer til, hvis bussen ikke kommer. Der er ingen elektronisk rejseplan, jeg har tidspunktet fra en 2 år gammel busplan. Jeg ser bussen snog sig langs vandet på vej op mod mig, pyha. En time senere bliver jeg sat af, midt ude i ingenting ved busstoppestedet “Badcaul”. Jeg er helt blæst bagover af naturskønhed.

Jeg laver en video til min familie som jeg står der, inden min lange gåtur. Jeg når at tænke mange tanker om, hvad det egentlig er jeg har i min rygsæk når jeg skal gå en time op og ned af bakker. Jeg holder indimellem for at kigge og få vejret, overvejer at holde en pause, båden sejler først 12.15 og kl er kun…ja 9.30. Jeg går hele vejen, stopper for at købe et æble, min proviant består ellers af crackers og peanutbutter og den kande te jeg lavede på hotellet. Det går stejlt ned af bakke til Badluarach ferry landing, jeg kan kun tænke på turen om to uger hvor jeg skal OP af den bakke igen. Jeg ser en båd på vej over fra Scoraig. Jeg ved det ikke er postbåden, kl er jo kun 10. Det er en mand der sætter et ældre ægtepar og deres hund af, vi hilser men snakker ellers ikke. Jeg sætter mig til rette på en sten. Overvejer at spørge om jeg kan sejle med over, men er for genert, han spørger heller ikke og jeg ser ham sejle tilbage mens jeg drikker min te. Jeg er helt slået bagover af den rå og skønne natur. Tager min kikkert frem og kigger over på halvøen jeg snart skal til, prøver at regne ud hvor vejen er, jeg skal gå på hjem til Chris som skal være min vært. Han har sendt mig en beskrivelse af, hvordan jeg finder hans hus: Følg sporet mod bakken i en mil til du kommer til et rekonstrueret fyrtårn, drej så til ventre af et groft spor hen over bakken. Tag vejen til højre, hvor der er en vind generator, så er huset under træerne. Jeg tror jeg kan se vejen, jeg skal følge over bakken gennem kikkerten, jeg bliver lidt træt, det er ikke bare Rønvangen bakkeagtigt, mere ringvejen over togbroen mod Harald Jensens Plads agtigt. Jeg holder modet oppe og laver en video mere til familien. Forbindelsen er forbavsende god. Kl. 11.45, der kommer en bil og to unge fyre stiger ud, siger hej og begynder at læsse af. Jeg kan se at det er kasser med mad. Det virker til at de også skal med færgen. Jeg spørger den ene fyr, da han sætter sig på en kasse. Han bekræfter at han bor på Scoraig. Han arbejder en uge på en bar i Ullapool og har så en uge fri, nu er han på vej hjem til sin uge fri. Fyren spørger ikke hvem jeg er og den anden fyr siger ikke noget. Vi sidder i stilhed og venter. Nu kan jeg se og høre at båden er på vej over. På båden er tre mennesker og to hunde. Kaptajnen som ligner en ægte sømand med langt gråt hår og stort busket skæg, jeg finder senere ud af at det er Jonah og at han er halvt dansk. Lisa er også med, hende har jeg skrevet med, det er hende der er postdamen. Den 3. Person skal videre, hun har taske med, måske har hun været på besøg. Vi er 4 der skal med tilbage til Scoraig. Først skal der læsses en masse af båden og så en masse på båden. En 3.fyr er dukket op, han og en af de to andre fyre er på båden og sludre mens vi venter på posten. Den ene spørger efter noget tid, om jeg har planlagt en god gåtur. Jeg står med mine vandrestave og blomstrer. Jeg siger ja, en gåtur over til Chris. De bekræfter at det er noget af en gåtur. Den ene fyr er vokset op på øen og skal over og hjælpe sine forældre med noget renovering, den anden fyr er lærer på øens skole (indskoling, mellemtrin og udskoling sker andet steds). Jeg kommer endelig ned på båden og vi sejler afsted, de snakker godmodigt og internt sammen og jeg kigger og skutter mig lidt. Turen tager 8 min.

Fyren der skal hjælpe sine forældre tilbyder mig et lift op til fyrtårnet. Jeg takker lettet ja. Hans far Bev, en ældre herre i 80’erne hilser på mig og spørger hvor jeg kommer fra og om jeg skal wwoof-e da jeg siger jeg skal over til Chris. Hans søn Nicky går, så jeg kan sidde i denne blanding af en jeep og en ATV. De fleste kører rundt på ATV-er herovre eller de her minijeeps. Vejen er meget knoldet af skæve store sten, men køretøjet er lavet til det. Turen op til fyrtårnet tager vel ti min og jeg bliver lettet for hvert minut der går, ved tanken om jeg skulle være gået her med min rygsæk! Bev sætter mig af ved fyrtårnet, med en invitation om at komme på besøg og peger og siger at det bare er ind af den låge. Jeg takker og er så på egen hånd.

Bakken skal bestiges. Jeg er ved godt mod, solen skinner, der blæser en mild vind. Det går langsomt og vejen er virkelig ujævn, den må være mindst 100 år gammel hvis ikke ældre. Jeg tænker, at det må tage den tid der tager, ét skridt af gangen, det er helt umuligt at skynde sig. Udsigten er vidde til alle sider og bakker og bjerge og vand, SKØNT! Efter en halv time ser jeg vindgeneratoren snurre afsted over nogle fyrtræer, jeg er på rette vej. Jeg går videre og stien er fortsat meget ujævn og indimellem sumpet. Endelig får jeg øje på et hus. Det tager ti min mere, før jeg når helt ned til huset. Der er ikke nogen oplagt indgang. Jeg går rundt om huset og ender tilbage ved en dør som jeg banker på. Chris åbner og siger hej og om jeg er Anne. Jeg bekræfter og spørger om han er Chris. Vi småsnakker kort om min tur og Chris spørger om han skal tage mig med ned til “the bothy” og siger så at han også kunne invitere mig ind til en kop te. Jeg er lidt smadret ovenpå gåturen og kan ikke tage den slags beslutninger, så jeg siger bare “Det ved jeg ikke”. Chris beslutter derfor, at han vil vise mig “the bothy”. Chris har en kasse under armen og siger at han har samlet lidt madvarer til mig i den og om jeg kan klare mig uden brød, han er netop i gang med at bage, men det er nok først færdigt i morgen. Vandreturen gennem Chris´ sted begynder så. Først gennem et lille stykke skov, så åbner sig en lysning hvor køkkenhaven er med et tunneldrivhus i den ene side, så forsætter turen gennem et vådområde med mange bregner, så åbner det op og her er “The bothy” og den vildeste udsigt over vand og land. The bothy er en lille hytte, men jeg synes den er stor, den er 4 dobbelt så stor som min lille sheperd´s hut hos Helen og Paul. Vi kommer først ind i vindfanget, hvor Chris fortæller om brændet og om solpanelet som er den eneste strøm kilde hernede. Der er en måler i vindfanget hvor jeg kan tænde for strømmen, hvis den rammer 12 skal jeg slukke. Lige nu er den på 14. Det er en god dag siger Chris, solen har skinnet. I hytten er der til venstre en høj seng, en sofa og en lænestol, til højre er brændeovnen, et spisebord og et køkken med et gammeldags gaskomfur. Udsigten fra køkkenvinduet er “breathtaking”, vand, store bakker og masser af himmel. Der lugter lidt hengemt af genbrugsbutik. På hylderne under køkkenbordet er der 7 pander, 4 gryder, nok tallerkner til et helt selskab. Der står to små køleskabe. Chris siger at de ikke virker, men at han stiller mad derind, så musene ikke tager det. Der er også en hems, den er svær at komme op på. Der ligger en madras. Der er højt til loftet. Da vi står udenfor siger Chris at jeg kan tisse hvor jeg vil i landskabet, der er ingen i nærheden. Han viser mig en tønde med låg, som kan bruges hvis der er andet som skal ud, der er en spand med aske ved siden af og en spade. Chris siger at der er toilet og bad oppe ved hans hus, hvis jeg hellere vil bruge det.

Klokken er 14, da Chris forlader mig med en aftale om, at jeg kommer op til ham kl. 19 og spiser aftensmad. I kassen med mad er der mælk, smør, ost, marmelade, peanutbutter, havregryn, pasta, tomatpuré, honning, sirup. Jeg er sulten og finder mine kiks frem og spiser dem med ost. Jeg prøver alt, hvad jeg kan at se det gode og positive i det jeg har gang i her og så giver jeg mig til at stortude. Det er så overvældende, et vildt kulturchok at stå her, ved det som føles som verdens ende. Jeg skriver en besked til min mor og far, om at jeg er fremme og at det er lidt vildt og at jeg nok lige skal vænne mig til at være her og så græder jeg igen.

Det var en ordentlig smørre jeg fik noteret om den første dag. Jeg skriver på dag 5 nu her, hvor jeg igen har haft en dag hvor jeg gerne vil væk, efter en dag 4 som føltes god hvor jeg synes jeg virkelig var landet godt og sagtens kunne se mig selv her i 14 dage. Det er en dag af gangen, nogle gange én time. Jeg nyder stilheden og det smukke smukke landskab. Fra sengen kan jeg kigge ud på solopgange der indimellem har været ret flotte.

Jeg har mig en god morgenrutine, hvor jeg står op sætter vand over til te, vasker mig og får tøj på, laver havregrød som jeg spiser med æbletern på. Så skriver jeg eller laver qigong og pludselig er kl. 10.20 hvor jeg skal op af mod Chris´ hus og arbejdsdagen starter. Chris arbejder efter en biodynamisk kalender, det betyder at nogle dage er bedre end andre til at arbejde med rodfrugter, frugter, blomster, grønne planter. Den første formiddag sagde han f.eks. At i dag skal der graves kartofler op. I dag er en blomsterdag, så jeg har luget blomsterbedet hele dagen.

Nu skriver jeg på dag 6 og det går godt. Jeg har holdt fri i dag, vasket lidt tøj og så været ude og gå. Jeg har gået og gået og det har været smukt og godt. Der er ingenting som kan gå hurtigt her, alt sker i et langsommere tempo. I går dag 5 endte godt, endte med at være her kan jeg godt blive til de 14 dage er gået. Sådan har jeg det også i dag. Himlen er så smuk i dag med skyer der bare viser sig på en grå himmel. Solen er indimellem brudt igennem.

Dag 7, søndag, hvor jeg udgiver indlægget. Jeg har startet med at tænde for brændeovnen, det blæser udenfor. Jeg vil udgive om lidt og så vil jeg læse. God søndag til dig.

Et enkelt par billeder

The bothy, hvor jeg bor